Teknologiens ineffektivitet

Distribueret kognition. Et nyt og sammensat begreb du bør lægge mærke til. Begrebet stammer fra kognitiv antropologi og beskriver den måde som information føres videre - distribueres - mellem enheder. Og hvordan de bearbejdes indenfor de enkelte enheder. Man skeldner ikke skarpt mellem tekniske enheder og humane enheder, men studerer hvad der sker med informationen når den bevæger sig. For eksempel mellem enhederne i hjernens neurale netværk, mellem officerer - komandostrukturen - på et skib, eller mellem de faktorer der udgør en organisations beslutningsproces.

Hvad kan man bruge dette til?

"For eksempel er man indenfor teorigrenen specielt optaget af hvad der foregår når systemet udsættes for kriser for at se hvor modstandstygtigt og/eller fleksibelt et system er. Hvordan reagerer systemet på de påvirkninger de påføres udefra? Hvor fleksibelt er systemet til at løse problemer og komme op med nye løsningsmodeller i en krisesituation? Hvilke indflydelse får en krise på selve komandostrukturen? - spørgsmål der er højaktuelle i en tid med turbulens og diskontinueret udvikling" kommer det fra Kenneth Hansen, der underviser i disse teorier på Ålborg Universitet.

Inden Kenneth Hansen begyndte at undervise fik han sin kandidatuddannelse i dansk og informatik på Københavns Universitet. Derefter studerede han "cognitive science" ved University of San Diego, Californien. Nu arbejder han sammen med en gruppe forskere på Ålborg Universitet, hvis opgave er at trænge ind i og forstå den problemverden der opstår omkring moderne organisations- og samarbejdsformer. Herunder hvilke indflydelse de elektroniske kommunikationsteknologier har på disse organisationer. Teknisk går dette under betegnelsen distribueret (fordelt el forgrenet) organisation og samarbejdsformer. Eller med andre ord virtuelle organisationer, der på godt gammel dansk kan betegnes som løst knyttede netværk.

Når I nu studerer organisationer og samarbejdsformer udfra dette teoretiske ståsted, hvilke problemer finder i i de virksomheder der indfører moderne elektroniske netværk og kommunikationssystemer så som "groupware", e-mails o.l.?

"Noget af det farligste der kan ske er at man ikke tænker sig om ude i virksomhederne når ny teknologi indføres" siger Kenneth Hansen og fortsætter.

"Teknologien indføres gradvis og ofte ubevidst. Det er teknologistormerne der presser på, fordi de nu synes det er kækt at have det nyeste nye. Og de allierer sig med konsulenter, der med deres rationelle briller, indfører systemer som et ledelsesmæssigt styringsinstrument, der skal forhøje produktiviteten. De glemmer ofte at dette ikke har noget med at forbedre produktiviteten af det fysiske produktionsapparat, men kommunikationen mellem mennesker. Og resultatet er ineffektivitet som følge af et højere konfliktniveau, der kan tage hele og halve år at få udredet."

Dem der ikke har arbejdet med for eksempel elektronisk postsystem (e-mail i den korte sprogversion) har svært ved at forstå hvilke indvirkning og konsekvenser det kan få på organisationen. E-mail er et anderledes medie end hvad man har haft tidligere, fordi det hverken er et mundtligt eller et skriftligt medie. Men noget midt imellem. Hvis dette bliver introduceret meget hurtigt uden at man bliver trænet i mediet, så risikerer man at få store samarbejdsproblemer. Mediet er hurtigt. Lynene hurtigt. Og kræver hurtig reaktion. Og passer man ikke på, kommer man desværre til at sige noget som man aldrig ville have sagt. Når talen står sort på hvidt, så modtages den langt mere bombastiskt, end hvad den ville hvis den bliver leveret mundtlig, fordi den er renset for mimik, kropsprog, øjenkontakt, instant feedback osv. Det er en færdighed at kommunikere via e-mails - at opøve tagt og tone på nettet - noget som det tager tid at lære.

Medierne og de teknologisk velfunderede råber op efter større hastighed, bedre forbindele forgrenede netværk - kort sagt større bandbredde. Teknokratiet betragter dette som en helt naturlig del af den teknologiske udvikling. Nu kan det godt være at det teknisk set forholder sig sådan, men det skaber et interessant paradokse problem.

Kenneth Hansen siger: "For høj båndbredden kan paradoksalt føre os ind i ineffektivitet, hvilket var langt fra hensigten. Dette kommer til udtryk på flere forskellige måder. Blandt andet kan dette eksemplifiseres i relationerne mellem moder- og datterselskaber. I gamle dage tog det forholdsvis langt tid at få en korrespondance ud til datterselskabet i for eksempel Fjernøsten. De behøvede ikke at svare på brevet med det samme. Det var ikke forventet. Og man havde tid til at tænke sig om inden man svarede tilbage. Og måske var indholdet i brevet udtryk for et skindproblem, der løste sig selv."

Med indførelse af computernetværk har man elimineret tiden. Med lysets hastighed bliver beskeder sendt af sted, og der forventes at der tages action med det samme. Ventetid accepteres ikke. Skindproblemer bliver til virkelige problemer, der kræver masser af ressourcer for at løses. Da man ikke har tid til at reflektere over tingene - tænke dem igennem, ja, så benytter man de nemmeste løsninger. Og som vi alle ved, så er det ikke nødvendigvis de lette løsninger der er de bedste. Ofte skaber de større problemer end de løste - hvilke kommer til udtryk sener hen i den tidsmæssige udvikling.

"Men højere båndbredde kan også føre til manglende fleksibilitet og lavere reaktions-hastighed på udfrakommende påvirkninger" påpeger Kenneth Hansen.

Og han fortsætter: "Stræben mod større og større båndbredde, svarer i realiteten til den drift der er mod midten af en kultur. Man har lyst til at være 100 pct. medlem af den kultur. Man vil gerne have at hele organisationen er det samme sted - en kraft i retning af at en organisation skal være på et nålehoved. Den drift er så enorm stærk og handler i virkeligheden om at være medlem af et fællesskab. Det er også en del af denne her teknologi - metaforen af den globale landsby, det globale fællesskab - den utopi der er indskrevet i teknologien.

Men samtidig kan man sige at det ikke er en god idé. For det første fordi der ikke findes nogen centrum i disse her ting, der er ikke noget der hedder 100 pct. medlemsskab af et fællesskab - dette er en utopi i sig selv. For det andet fordi det også bliver enormt selvcentreret og inadvendt system der fokuserer på sin egen reproduktion og selvbekræftelse."

Se for eksempel på Internet samfundet sprudler det energetisk fra Kenneth Hansen. "Internet samfundet er enormt selvcentreret. Meget fokuseret om deres egen vækst, deres egen udbredelse: hvor mange er vi nu? hvor mange skal vi på? Der findes sådan en inerti - alle skal kommunikere mere og mere om mindre og mindre. Hvis man tænker efter, så er estimaterne for hvor mange der er på nettet ikke større i dag end det var for et år siden. Enten er estimaterne forkerte eller også er den kollosale vækstrate helt udeblevet."

Denne selvcentrering, som resultat af den øgede båndbredde, betyder at der bruges mange flere kræfter på at kommunikere internt i virksomheden - mellem hinanden. Hvilket bliver langt mere væsentligt end at orientere sig udadtil og opfange de nye trends og/eller strømninger der måtte være på vej. Fokuseringen går på de interne stridigheder der eskalerer til de store højder så farer ude i horisonten let overses med den fatale konsekvens at ens evne til at handle bliver reduceret kraftigt.

"Men ikke nok med dette" indskyder Kenneth Hansen. "Indførelse af de elektroniske kommuniakationsteknologier kan også føre til en forhøjet centralisering i virksomheden. For hvad er det man egentlig gør. Man er igen begyndt at indføre systemer der er bygget op om centrale mainframes og servere. Og kalder det netværk. Men det er ikke et decentralt netværk, men et centraltdirigeret. Konsekvensen er magtkoncentration og høj grad af ufleksibilitet, der ikke er særlig velegnet overfor hurtig og lokal handlekraft når kriser opstår."

Kenneth Hansen kan ikke dy sig, og føler stærkt for at komme ud med en af sine kæpheste. Den opskruede idé om den virtuelle organisation, der umiddelbart lyder meget smigrende.

Tænker vi tilbage på starten af dette århundrede med industrialiseringens opblomstring, hvor vi for eksempel havde distribueret produktion af tøj. Her fik produktionsejerne folk til at leje en symaskine. De kunne sidde hjemme og sy tøjet og sende det hen til et distributionssted som så fik det forarbejdet og sendt det ud til forretningerne. Smart. Man fik med andre ord folk til selv at betale for deres produktionsmidler.

Faktisk er det noget tilsvarende vi ser i dag med hjemmearbejde. Under hjemmel af forjettede kampagner om hvad internettet kan gøre af gode ting lokkes folk til at købe deres eget produktionsmiddel. Og før man får set sig om, sidder alle med en arbejdsstation der hjemme og laver arbejdet. For i dag kan man lave næsten hvad som helst hjemmefra.

"Enten så sidder man og laver sin egen musikfil, indslag til et Danmarks Radio program, eller en avisartikel, eller layout til en bog. Dette sendes over nettet til nogle der redigerer det færdigt. Måske sender det til et trykkeri, eller laver det om til en Web side på Internettet. Specialiseringn i sin yderste konsekvens. I den proces så ser folk aldrig nogensinde hinanden. De har betalt for deres produktionsmidler. Der er ingen solidaritet. Kun ren profit. Man har rationaliserer produktionen ekstremt og speedet op produktionsprocessen til de høje svingninger."

Måske havde den nu afdøde og legendariske canadiske guro Marshall McLuhan ret når han sagde: "TV gør os til forbrugere og computere vil gøre os til producenter" Vi er med andre ord på vej ind i et netværk hvor de menneskelige relationer kommer til at bestå af økonomiske transaktioner og økonomisk rationel afhængighed.¶