Harvard holder fast ved sin gamle mission
Saturday, February 11, 2012 at 04:54PM MBA in Business I
General Management er den udfordring, der ligger i at lede, dirigere og guide en virksomhed. Vi har ikke til opgave at uddanne specialister påpeger dekan Kim B. Clark.
Af Jostein Algroy
Først publiceret i Civiløkonomen Nr. 3/1997
Knapt nogen business school er blevet udsat for samme kritik som Harvard Business School (HBS). Som industriens højborg, og dermed den mest synlige, er det måske naturligt at det er netop HBS der bliver prügelkabe når noget går skævt.
Men selv med dette som baggrund, skal der ikke herske nogen som helst tvivl om at HBS har mistet noget af sin markante førerposition - selv om de nok fortsat beholder den gule trøje. Dette skyldes ikke så meget at Business Week, igennem de seneste år, har skubbet HBS nedad på deres rangeringsliste. I 1994 blev HBS rangeret som nummer fem, men steg i 1996 til en 4. plads efterfulgt af Wharton, Michigan og Northwestern - bland andet som følge af at den innovative og ihærdige professor Kim B. Clark for godt et år siden indtog dekanens magtfulde corner office i den traditionelle, men indvendigt moderniserede, Morgan bygning. Nej, det skal snarere ses som et resultat af at andre skoler - såsom Insead, London Business School, IMD, plus nogle amerikanske skoler - har udviklet programmer og skabt en profil, der er på højde med Harvard Business School.
Men det er også klart - og det er nok få der vil hævde noget andet - at Harvard Business School udgør en institution i institutionen. Ingen business schools har samme statur. Ej heller er der nogen der taler med samme autoritet. Når man i Boston tager ordet er det med en historisk vægt, som ingen andre kan matche.
I en samtale med Jostein Algrøy udtrykker dekan Kim B. Clark det således:
“Det er én ting som er væsentligt at forstå om denne skole og det er, at vi har en mission og en strategi, der har været intakt i snart ét hundrede år. Missionen er den samme som den, der var nedfældet af grundlæggerne og vil derfor være uforandret fremover. Når jeg således udtaler mig, så er det med dette som udgangspunkt. For alt hvad jeg siger og alt hvad jeg gør er baseret på den mission, der står i vores statut, og som ikke er oppe til diskussion.”
Og Clark fortsætter: “Dette er en skole som i alt sit virke er committed til ledelse - leadership - til at uddanne ledere. Det er det, der er vores mission. Uddannelse er her bredt defineret. Det inkluderer selvfølgeligt alt, hvad der foregår i et klasseværelse, udvikling af vores uddannelsesprogrammer, såvel som det at tiltrække lovende, talentfulde personer med et potentiale og kapacitet for ledelse. Men det involverer også det at skabe ny viden om erhvervslivet og de kærneproblemer, som dagens og morgendagens ledere konfronteres med. Og det at kommunikere denne viden ud til erhvervslivets ledere på den mest effektive måde, hvilket gør, at vores publikationsvirksomhed er en integreret del i vores omfattende aktiviteter.
Den strategi som vi udfører denne mission med, har været og vil fortsætte med at være gearet mod General Management. Det betyder, at vi vil stræbe efter at lære, og at uddanne os i de områder, der har praktisk indflydelse på General Management, hvilket vi betragter som den udfordring, der ligger i at lede, dirigere og guide en virksomhed. Vi har ikke til opgave at forberede de studerende mod en fremtid i en funktions- og/eller specialist stilling.”
Denne commitment til deres mission medfører, at HBS har en meget speciel og markant tilgang til uddannelse og forskning. Først og fremmest er de kendt for deres stærkt empriskt orienterede forskningsmetode, hvilket gør, at cases som pædagogisk metode kommer til at indgå som en naturlig del i undervisningen, idet formålet er at bringe en del af virkeligheden ind i klasselokalet og engagere de studerende i en intensiv og inspirerende uddannelsesproces.
“Det betyder, at vi som institution over tid har udviklet en ægte commitment til "excellence in teaching". Langt foran hvad du vil finde andre steder. Her handler det ikke kun om at lære de studerende specielle ledelsesværktøjer - nej det går langt dybere end som så, for det retter fokus mod individets dømmekraft, deres karakter og værdier såvel som at tage ansvar. Altså væsentlige elementer i god ledelse”, siger Kim B. Clark.
Når Harvard Business School optager nye studerende, lægges vægten på deres potentiale som ledere snarere end deres analytiske formåen. Det skal ikke forstås derhen, at de studerende på Harvard ikke er dygtige, men snarere at skolen ikke er interesserede i teoretikere der ikke kan eller vil påtage sig et lederskab med alt, hvad det indebærer.
“Men”, siger Kim B. Clark, “det interessante i øjeblikket er, at vi nu befinder os i en situation, hvor indholdet i ledelse er i hastig forandring og hvor udviklingen i den professionelle karriere er under forandring. Disse ændringer får selvfølgeligt indflydelse på den måde, som vi opererer og uddanner nye ledere”.
Hvad har Harvard Business School lavet indenfor de sidste par år.? Kim B. Clark nævner, at de i langt højere grad en tidligere har lagt vægt på ledelse, hvor de hjælper de studerende til rigtigt at forstå hvad dette reelt betyder og hjælper dem til at udvikle deres egen lederstil og ledelseskapacitet. Dette gøres ved at de lægger vægt på at integrere de forskellige funktionsområder i en virksomhed - noget, som var utænkeligt for blot få år tilbage. De studerende skal kunne forstå en virksomhed som et hele og ikke som separate funktioner.
Det leder os over til det andet område - Team-work. HBS er blevet kritiseret for at producere individualister, hvilket har fået dem til at lægge større vægt på team-arbejde i deres nye program. Udover at arbejde sammen for at løse forskellige opgaver, bliver de studerende også bevidstgjorde om den dynamik der foregår i et team - og de lærer, hvordan man effektivt leder teams såvel som bliver et effektivt medlem af en gruppe.
Som eksempel herpå nævner Clark at den første opgave som de nye studerende får når de starter på studiet er at de, i grupper på fem - syv personer, skal designe, producere og markedsføre "greeting cards" - fødselsdagskort! Til dette har skolen udviklet en model, der simulerer de beslutninger som træffes, og som dermed gør de studerende i stand til at se hvilke sammenhæng, der findes mellem udvikling, produktion og markedsføring.
Endnu et område, som HBS i disse dage fokuserer på, er informationsteknologien. Noget Kim B. Clark betragter som særdeles vigtigt, idet teknologien integreres mere og mere i lederens hverdag. Dekanens strategi går kort og godt ud på at gøre HBS til et forbillede, hvor de studerende lærer, hvilke muligheder informationsteknologien byder på til løsning af deres opgaver. Dekanen har investeret 11 mio. dollars på at opbygge et totalt integreret Intranet, hvor de studerende er lige så meget integreret i netværket som lærerne er det. I det kommende år vil alt undervisningsmateriale (undtagen bøger) blive lagt ind på nettet. De betyder, at deres nye cases bliver skrevet med multimedieteknologien for øjet, hvor video og simuleringer lægges ind for på denne måde at forbedre indlæringseffekten.
Som det sidste punkt, dekanen trækker frem, er den internationaliseringsproces, som i øjeblikket foregår i erhvervslivet. Og som en respons til denne udvikling siger han klart og tydeligt:
"Vi deltager ikke i nogen form for exchange programme. Det er ikke en måde, som vi ser har en væsentlig fordel for vores studerende. Til gengæld bringer vi de bedste studerende fra hele verden ind på campus og giver dem en intens oplevelse i et internationalt miljø. Derudover laver vi opgaver for internationalt orienterede virksomheder, hvor de studerende får mulighed for at arbejde med projekter i virksomheder der kommer fra et andet land end deres hjemland.¶


Reader Comments