AfterDeadline...

Hånden på hjertet! Har du mødt en psykolog for nylig? Normalt kan et møde med en psykolog være spændende. Specielt de gode. Dem der evner at fange ens opmærksomhed, og afdække interessante sider af menneskets mange finurligheder. Det er dem der efterhånden er blevet afbalanceret og som qva deres professionalisme har opgaver nok. De andre derimod - altså de mindre gode, dem der er mange af, begynder, mere eller mindre åbenlyst at blive personlige, og ligesom tryldekunstneren hiver den ene hvide kanin efter den anden op af den magiske hat, trækkes betegnelser på neuroser og andre sindslidelser frem af psykologens indstuderede repertoire.

Hvorfor gør de dette? Hvad er egentlig årsagen til denne noget besynderlige adfærd? Og er denne adfærd noget vi kun ser hos psykologer?

Her berører vi mit oprindelige ærinde: Mødet med de såkaldte professionelle. Enhver professionel gruppe. Psykologer udgør kun en del af dem. Andre grupper har fået betegnelse så som: virksomhedskonsulenter, advokater, læger, kiropraktorer, socialrådgivere, eller hvad de nu måtte kalde sig for. Deres adfærd er ens - ensrettet opmærksomhed mod det de lever af.

Men hvad er de professionelle egentlig ude på? Svaret er ganske enkelt: at skaffe kunder. Selv om den særdeles kendte og legendariske sociolog Emile Durkheim brugte betegnelsen professioner helt tilbage i begyndelsen af dette århundre, så er udbredelsen af de professionelle egentligt et moderne fænomen, og en synlig konsekvens af den vestlige verdens uddannelsespolitik.

Op gennem 80'erne sprøjtede handelshøjskoler og universiteter kandidater ud på markedet som om de direkte konkurrerede med Folkevognsfabrikkernes samlebånd. I dag ser vi resultatet. Der er simpelthen blevet for mange af dem. Og siden studielånet skal betales tilbage og villa, volvo og vovse skal anskaffes i en fart flokkes de nyudklækkede kandidater til de jobs der umiddelbart giver den højeste indkomst. For handelshøjskolestuderende vil det sige en karriere som virksomhedskonsulent. For ikke mindre end én tredjedel af 1995 årgangen fra fx de amerikanske business schools fik deres første job som virksomhedskonsulent.

Da der ikke er plads til alle, må der nytænkning til. Er markedet udfra en historisk betragtning altfor snævert defineret, hvor nyankomne kandidater har svært ved at finde føde indenfor de etableredes definerede problemområder, så udvides disse gennem en simpel omdefinering. På denne måde opstår der pludselig nye problemer der aldrig tidligere har set dagens lys. Ej heller været defineret som problemer af tidligere generationer.

Og er du havnet i psykologens eller konsulentens fintjusterede kikkertsigte, så skal du eller virksomheden erobres - koste hvad det vil. Deres lille øvelse går ud på, med retorikkens magt, at få enhver til at erkende at ham eller hun ikke er perfekt - at ens neuroser eller problemer forhindrer en i at få et godt liv eller øget profit. Som nogle reddende engler, står de til ens rådighed og baner vejen til Nirvana - helst på første parket. At man selv skal betale for hærligheden nævnes ikke med et ord. Giver det problemer findes der sikkert et smuthul i den offentlige lovgivning der gør at den finansielle smerte er til at holde ud. Desværre kan det for mange blive en bekostelig affære.

Gavner denne professionalisering? Bortset fra at landets BNP bliver højere, idet alle problemer behandles af indtægtsførende professioner, er svaret oftes nej. Problemet er bare at kun få af dem der går til psykologisk behandling, med mindre de har været udsat for en traumatisk hændelse i form af en togulykke, biluheld, overfald og lignende, får noget godt ud af de mange timer som de tilbringer der. Som filosoffen, teologen og psykoanalytikeren Laurits Lauritsen, engang sagde ved en konference:

"Disse behandlinger er ofte virkningsløse. Man får mere af at sidde sammen med andre og drikke kaffe og tale sammen - om ikke andet så gode veninder eller venner uden at blive økonomisk ruinert." Og istedet for at betale dyrt for at have konsulentrapporter som støvsamlere, så kan forretningsfolk få meget ud af at danne mindre og lukkede ERFA-grupper, hvor forskellige temaer diskuteres åbent. - Eller ved at organisere ens rutiner så man rokkerer rundt på nøglepersoner mellem forskellige virksomheder.

Selvfølgelig vil professionsstanden sige dette imod og bevise det gennem en række såkaldte veldokumenterede analyser. Men de analyser er lige så en-dimentionelle og farvede som regeringens embedsmænds omkostningsoverslag og trafikprognoser over større trafikprojekter. For hvordan kan man vide om behandlingen har været gavnligt? Fordi patienten svarer at han har fået det bedre? Men hvad har patienten at holde dette oppe imod? Ingen ved hvad han eller hun ville have udviklet sig til gennem årene hvis han eller hun ikke havde gået til psykolog. Det kan vi ikke sige ret meget om. Og en virksomhedsleder der har brugt tid og penge på et konsulentfirma vil nødig stå overfor bestyrelsen og sige: "vi fik reelt ikke fik noget udaf den rapport - de fortalte os kun hvad vi i forvejen viste."

En konsulent eller en psykolog vil ikke drømme om at fortælle dig hvilke risici deres behandling kan medføre. Kun de formodede positive sider af behandlingen. Ingen har lavet undersøgelser over hvor mange der får ødelagt deres forhold til fx deres forældrene. En af mine venner, der gik til psykolog, fik fortalt at han var et incest offer, forårsaget af hans mor. Selvfølgeligt skabte dette opstandelse i familien, der efter grundig selvransagelse (dette er jo en alvorlig affære) viste det sig at beskyldningerne taget udaf den blå luft.

Her er det grund til at være på vagt, idet vi står overfor et fænomen der kaldes mode. Professionens "naturlige" drivkraft, der kan fremstå som en interessant og gyldig forklaring på ovennævnte fejltagelse. For incest var på det tidspunkt på mode. (Hørte vi her Service Management, TQM, BPR, ISO 9000, Strategisk Planlægning?) Stort set alle praktiserende psykologer var optaget af fænomenet. Stolpe op og stolpe ned blev det behandlet i deres faglige tidsskrifter. Og enhver psykolog, med respekt for sig selv måtte have flere af disse sager for at kunne hævde sig i det faglige miljø. Altså var det naturligt og let at definere dette som den pågældende persons problem, selv om det kunne ligge et helt andet sted.

Et andet, men dog ikke mindre væsentlig aspekt der fremtræder i møde med de professionelle, er deres fokus på problemer. Et smart trick for får de defineret nogle problemer (ikke nødvendigvis de rigtige - dem der kan være til noget hjælp), så har de også mulighed for at fange en hvor man er mest sårbar. Det første og vigtigste skridt er vundet. Nu er vejen banet for en direkte overtagelse.

Opgaven at definere problemer er taknemlig. For udgangspunktet er idealsituationen. Og hvem stræber ikke efter det ideelle. Men hvad er ideelt? Det kan man ikke umiddelbart svare på, da det afhænger af hvilke teorier som man har læst, hvilket gør en idealsituation subjektiv og personafhængig. Siden der ikke eksisterer én idealtilstand (heldigvis kan man sige) så kan det være svært at gennemskue hvad der er rigtigt. Meget belejligt for den profes-sionelle, idet den ved hjælp af indlært retorik, har det relativt nemt at påvirke kunden som i forvejen er trængt op i et hjørne.

At fokus rettes mod problemer sætter igang en anden effekt. Den såkaldte selvforstærk-ende dynamik: "En lille fjær bliver over tid til 5 høns". Et lille samarbejdsproblem, en lille neurose, som det enkelte individ godt kan leve med, eskalerer til en størrelse der er ude af proportion med virkeligheden. Resultat: Kunden bliver usikker og føler sig utilstrækkelig. Et godt træk af den professionelle, idet han eller hun nu har kunden i sin hule hånd.

For individet eller virksomheden er det en katastrofe. At lægge problemet i en andens hånd, der således kommer til at fremstå som en autoritet, medfører at ens egen handlekraft forsvinder langsomt, idet man tror at autoriteten kan handle for en. Men dette er ren illusion, idet autoriteten reelt er ude af stand til at handle på ens vegne. Den har værken indsigt, magt eller beføjelser til dette, siden han eller hun ikke kan påtage sig ansvaret for en anden person eller virksomheds fremtidige udvikling.

At ændre adfærd kræver selv-reflektion, og meget hårt arbejde, der ofte medfører store psykiske smærter og frustrationer. Problemet forsvinder som oftest ikke i konsulenten eller psykologens overfladiske analyser og anmodninger, idet ændring kræver indsigt. Og som et indiansk ordsprog siger:

"Man skal have gået i en persons fodspor i mange år inden man forstår den anden person" - noget hverken management konsulenter eller psykologer har tid til. For dybde i det moderne samfund giver hverken villa, volvo eller vovse i en fart.¶